Jeg elsker min IP telefon!

Er der noget som jeg elsker, så er det når tingene bare virker. I forhold til hardware i min virksomhed, har jeg derfor truffet et par dispositioner, som andre ikke forstår ved første øjekast – men for mig giver de rigtig god mening.

Stationær frem for bærbar

Først og fremmest har jeg en stationær computer ved hver arbejdsplads. Sidst jeg var ude for at ansætte, spurgte jeg som medarbejderen helst ønskede en stationær PC, eller om hun hellere ville have en bærbar computer. Valget for hende faldt på det sidste, selvom jeg klart mest er til det første. Der er nemlig ikke så meget pjat med en stationær computer. Ekstern skærm, ordentlig mus og eksternt tastatur er en selvfølge – og set i forhold til at bruge en bærbar computer som den er, er det et klart step opad, når det kommer til ergonomi. Den stationære bliver heller ikke varm, på samme måde som en bærbar computer har tendens til. Den er lettere at opgradere, hvis nogle komponenter står af, eller hvis man ønsker en hurtigere pc, og så er det min erfaring at den ikke går så let i stykker, som en bærbar har til vane. Sagen er nemlig den, at komponenterne i en laptop ligger utroligt tæt, for at få det hele til at være der – og det er ikke altid særlig smart. Sidst men ikke mindst er alle tingene der bare, i og med at den stationære PC, har en fast plads. Her er der ikke problemer med opladere som er væk, eller andet pjat.

IP telefon til kontorarbejdet

I forbindelse med at jeg fik en professionel telefoniløsning til min virksomhed, havde jeg valget mellem at gøre brug af en mobiltelefon, eller gøre brug af IP-telefoner. Jeg valgte her en kombiløsning, således at jeg kunne bruge mobilen på farten, og IP-telefonen på kontoret. Rigtig mange iværksættere som jeg kender, synes at dette er noget omstændigt. For hvad skal man bruge en IP-telefon til, hvis man allerede har en mobiltelefon.

Jo, nu skal du høre. Mobiltelefonen løber tør for strøm – noget som er ret utjekket når man snakker med kunder (og ja, det sker faktisk af og til midt i samtaler – det kan jeg selv se i en anden virksomhed hvor jeg er tilknyttet, og hvor man kun kører med mobiltelefoner). Problemet her opstår ikke med IP-telefoner. Her bliver telefonen aldrig væk da den har sin faste plads på bordet, og den løber heller ikke tør for strøm, da den er tilsluttet en stikkontakt.

Også i forhold til ergonomien, er der noget at hente her. Det er nemlig nemt at tilslutte et headset til en IP-telefon, hvorfor et helt almindeligt headset med ledning, er fast inventar i mit firma. Her er lydkvaliteten nemlig god, foruden at man kan foretage tastearbejde, mens man taler i telefon. Igen bliver headsettet ikke væk, eller løber tør af strøm. Simpelt, men det virker altså bare.

En anden fordel ved at gøre brug af rigtige IP-telefoner, når du i forvejen har IP-telefoni, er de gode muligheder som du får for omstilling. Her kan du nemt omstille et opkald til en kollega, ved ganske få tastetryk. Du kan også se hvilke ringekøer som opkaldet kommer fra (i hvert fald hos visse udbydere),  foruden at du kan lave tjekkede ting, såsom at foretage opkald direkte fra It-systemer, som gør at du ikke behøver at taste nummeret ind på din IP-telefon, da det hele sker automatisk.